Årets cheerleadingkonkurrence begynder at nærme sig med hastige skridt. 2020 Cup bliver ikke en cheerleadingkonkurrence som vi normalt kender den, men det bliver godt!
Der er selvfølgelig taget en del coronahensyn for at passe på både udøvere, tilskuere og frivillige.
Dagen/weekenden er opdelt i en række slots af ca. én times varighed hvor max. 50 udøvere vil være i hallen på samme tid. Dette svarer ca. til to hold. Der er plads til 100 tilskuere i hvert slot. Tilskuerne til de pågældende hold bestræbes på kun at være familie til de to hold. Dermed begrænses smitterisikoen. Billetprisen er 50 kr.
For at sikre, at det er de rigtige tilskuere til de rigtige hold, vil I få et direkte link til billetter som passer til jeres børns hold.
Der er i tidsplanen afsat 15 minutter til ankomst og 15 minutter til at tømme hallen. Imellem hvert slot gøres alle overflader og kontaktflader rent, så alle kan føle sig sikre.
Ved køb af billetter oplyses navn og kontaktinformationer, så der i tilfælde af smitte hurtigt kan gives besked.
De anbefalinger der gælder på samfundsniveau, gælder selvfølgelig også til 2020 Cup – hold generel afstand, sprit af og bliv hjemme hvis du føler dig skidt tilpas.
Derudover har vi en række specifikke forhold som skal overholdes:
- Udskriv din billet og highlight gerne tidspunkt og hold. Så går det hurtigere med at komme ind i hallen og vi kan samtidig holde afstand.
- Ankom tæt på ankomsttidspunktet. Da der er intervaller mellem de forskellige hold, og der skal gøres rent, vil I ikke kunne komme ind i hallen før tid.Du har én fast plads. Når du har fundet en plads, må du gerne tage mundbindet af. Der er sørget for afstand mellem pladserne. Anvend håndsprit. Der er stationer med håndsprit i hallen.
- Tis af hjemmefra. For at undgå for meget bevægelse i hallen, anbefaler vi, at I ikke benytter toilettet, hvis dette kan undgås.
- Undgå kontakt mellem udøver og tilskuer. Både udøvere og tilskuere har samme plads under hele arrangementet. Kys og kram må gives når arrangementet er afsluttet.
- Der vil ikke være salg af drikke og mad. Der må ikke medbringes mad i hallen. Drikkevarer må gerne medbringes.
- Ingen båthorn og trommer.
- Sørg for at forlade hallen til tiden. Da der er hold efter jer, skal tiden overholdes, så de næste kan komme til og der kan blive gjort rent.
- Giv den gas med opbakning! Dette er første konkurrence i et år og både udøvere og trænere fortjener klapsalver der får loftet til at lette.
Hele konkurrencen sendes den efterfølgende weekend, så har man familiemedlemmer, der er i højrisiko kan rutinerne også ses hjemme fra sofaen weekenden efter.
Og slutteligt kan vi meddele, at 80% af billetsalget går tilbage i dit barns klub. Du kan dermed få en fantastisk oplevelse ved at se dit barn shine på gulvet og samtidig støtte et godt formål!